profile

ShenGaia

Nyhedsbrev #2 - April - 2025


April - 2025

Besked fra Grundlæggeren

En Dybere Mening 🌍

Efter vores seneste tur til landsbyen står det lysende klart for mig, hvor vigtigt det arbejde vi laver i ShenGaia er.

Når jeg tænker på, hvorfor jeg i sin tid startede ShenGaia, var det selvfølgelig med klimaet og naturen for øje. Jeg ville gøre en forskel. Bevare skov. Lægge CO2 tilbage i jorden. Være med til at sikre en grønnere fremtid.

Men der er én ting, der rører mig dybere end alt andet.

Det er menneskene.

Det er mødet med kvinder, der kæmper for at give deres børn en bedre fremtid. Det er samtalerne med unge mænd, der drømmer om at starte små virksomheder og blive rollemodeller i deres lokalsamfund. Det er ældre, der husker en tid, hvor skovene var tætte og dyrene talrige – og som håber, at den tid en dag vender tilbage.

Det er i de møder, jeg finder den stærkeste bekræftelse på, at vores arbejde ikke kun handler om CO2 og natur – det handler om liv. Om værdighed. Om muligheder.

Det er let at føle sig lille i en verden med store problemer. Men i Afrika mærker jeg, hvordan små handlinger faktisk kan skabe store forandringer – både for mennesker og planeten.

Jeg ved, at vi stadig er i starten af rejsen. Der er meget, vi skal lære. Men én ting står klart for mig: Vi gør en forskel. Og det er på grund af dig. Hver eneste støtte, hvert eneste medlemskab, hvert eneste delte ord hjælper os med at bygge noget, der rækker langt ud over os selv.

Af hjertet tak for at du er med. 💚
– Adam


Rejsen til landsbyen: En fortælling fra virkeligheden 🌿

På vores første dag i området brugte vi tiden på at tale med en masse lokale. De delte deres historier, deres liv og deres udfordringer. Det, der ramte mig mest, var hvor ufatteligt hårdt de arbejder – og hvor lidt de får igen.

Det slog mig især, hvor mange der egentlig ikke ønsker at arbejde i jorden. De drømmer om noget andet, men har ganske enkelt ikke andre muligheder. Landbruget er hårdt, udbyttet lille, og alternativet ikke-eksisterende. Det er ikke af lyst, men af nødvendighed, at de hver dag kæmper for at få det til at hænge sammen.

Der er en stor misforståelse i Vesten, når det kommer til Afrika. Mange tror fejlagtigt, at folk her lever primitive liv og ikke forstår den moderne verden. Men intet kunne være længere fra sandheden. De mennesker, vi arbejder sammen med, er intelligente, velinformerede og fuldt ud en del af det 21. århundrede. De har uddannelser, adgang til information og store visioner. De mangler ikke evner – de mangler midler. Og det gør hele forskellen.

Vores dag blev afbrudt før tid – regnen kom. Og i Nigeria betyder det noget helt andet end i Danmark. Regn dernede er som en storm herhjemme. Når det regner, er det voldsomt og altopslugende.

Dagen efter skulle vi ind og se selve landsbyen som er afskåret fra overdenen af Nigerfloden, så vi blev nødt til at sejle for at nå dertil. Her viste de os, hvordan livet leves på deres side af vandet. Vi hørte om fejlslagne regeringsprojekter, om manglende udvikling og infrastrukturelle problemer. Men vi blev også mødt med smil, stolthed, håb – og en lyst til at vise os deres hjem og deres liv, som det virkelig er.

Vi nåede knap nok tilbage over floden, før regnen begyndte igen. En af bådene rev sig løs, og en ung fyr sprang i floden for at hente den. Pludselig slog lynet ned – meget tæt på. Han måtte vende om og hente en anden båd for at redde den første. Et lille øjeblik, men et kraftfuldt billede på mod, fare og virkelighed.

På tredjedagen tog vi ud til den skov, vi har været med til at bevare. Først sejlede vi langs kanten – og så den vilde natur fra vandets perspektiv. Derefter hoppede vi alle sammen op i en lille trehjulet motorcykel og kørte hele vejen rundt, for at se skoven fra vejen. Til sidst gik vi ind i skoven.


Og dér – inde mellem træerne – var det som at træde ind i en anden verden.

Stille. Levende. Ren.

Til sidst vendte vi tilbage til landsbyen for at optage de sidste klip. Jeg havde taget to fodboldbolde med hjemmefra. En lille gave – men reaktionen var alt andet end lille. Børnenes glæde, deres grin, deres øjne der lyste op… det var ubeskriveligt.

Og samtidig også tankevækkende. At noget så simpelt som en fodbold kan skabe så stor glæde – og samtidig være en mangel i deres hverdag.

Da vi kørte væk, trak mørke skyer ind over os, og regnen begyndte igen. Det føltes næsten symbolsk.

For ligesom regnen i Nigeria er voldsom og uundgåelig – men samtidig bringer liv – er klimakrisen også en storm, der nærmer sig. Den virker overvældende. Farlig. Men den tvinger os også til at stå sammen. Til at finde nye veje. Til at tage ansvar – og tage vare på hinanden og vores planet.

Og når stormen har lagt sig, venter en ny og lysere dag.

Rejsen er kun lige begyndt. Sammen kan vi ændre verden 🌍 🌳 💪

ShenGaia


Unsubscribe · Preferences

ShenGaia

Følg med i Shengaias aktiviteter. Se den forskel dit medlemskab gør for vores natur, og de mennesker som har brug for støtte.

Share this page